En søndag i juni 2011 besøger den franske filosof og kunsthistoriker Georges Didi-Huberman den tidligere udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau, hvor hans egne bedsteforældre blev dræbt. Han tager en række fotografier med et engangskamera og river tre strimler bark af birketræerne i udkanten af lejren. Hjemme i Paris sætter han sig for at meditere over birkebarken og billederne. Bark er en essayistisk foto-fortælling, en række intime og originale refleksioner over Holocaust, vidnesbyrd, sorg og erindring. I 19 tekster og 19 fotografier kredser Didi-Huberman om umuligheden af at repræsentere eller forestille sig lejrenes lidelse — men også om nødvendigheden af at blive ved at betragte de materielle levn og rester, blive ved at se på det, der ikke kan ses.